Kunstig intelligens overrasker positivt i drift af bygninger

Projektresultat
AI til styring af bygninger, VITANI 351-060

Illustration af hvordan den kunstige intelligens tænker som en dygtig CTS-operatør. Den balancerer varmeproduktion efter bygningens termiske profil, den lokale vejrudsigt og energipriser – men hele tiden med udgangspunkt i et komfortabelt indeklima.

Det første års driftserfaringer med brug af kunstig intelligens i bygninger overrasker positivt med højere energibesparelser end forventet.

PEKIVE-projektets formål er at formidle hvor god en effekt kunstig intelligens har for at reducere bygningers energiforbrug til gavn for indeklima og den grønne omstilling. Herudover at få synliggjort potentialet i at lade teknologi i bygningen prioritere den grønne energi, når den er til rådighed. Det kan gøres manuelt med meget tidskrævende processer eller automatisk med kunstig intelligens (AI) og machine learning. Se den korte film om hvordan kunstig intelligens styrer bygningen 

Et af projektets benchmark-bygninger, har været i drift i det første hele år som den første rigtig danske AI-drevne bygning, og erfaringerne er så gode at resultatet måtte regnes igennem flere gange. På årsbasis har bygningsejeren sparet over 30 % af bygningens varmeforbrug. Bygningen er én af de benchmark-bygninger som bliver anvendt i PEKIVE-projektet, hvor kunstig intelligens implementeres på et antal større eksisterende bygninger.

Projektet er udvidet en smule i forhold til de oprindelige planer, så vi som en del af "pakken" til bygningsejerne ikke blot implementerer den kunstige intelligens, men opsætter også IoT-indeklimasensorer til at forbedre styringen, samt ikke mindst dokumentere hvordan indeklimaet har været undervejs i projektet. Data fra disse sensorer har bygningsejerne naturligvis mulighed for at anvende til andre formål end rammen for dette projekt.

Online workshop eller kontakt vitani for at blive projektbygning

Projektet blev for første gang formidlet til en større forsamling som en del af Energiforum 2020 konferencen, hvor vi inviterede relevante bygninger med i projektet.

Næste gang du kan høre med om projektet, er den 2. april, hvor vi afvikler en online workshop, og fortæller om projektet i detaljer. Der er nemlig stadig brug for bygninger der kan gøres energifleksible, så følg med på LinkedIn eller deltag den 2. april. Se mere om dagens program her i projektets LinkedIn gruppe

Kontakt Rasmus Pedersen, rp@vitani.com, for at høre mere om mulighederne for at blive projektbygning, eller følg med på projektets LinkedIn gruppe. Vi forventer at projekthjemmesiden er i luften indenfor de kommende måneder, hvorefter du også kan følge med i projektets resultater og erfaringer på denne side.

Udover at formidle konkrete erfaringer med brugen af kunstig intelligens til bygningsdrift, vil ELFORSK-projektet også levere viden ind i et større EUDP-projektet "Digital Driven Energy Experts". Her forventes det at projektbygningernes data kommer til at indgå som benchmark-bygninger for såvel varmeforbrug og energifleksibilitetspotentiale i den automatiske 'ranking' af bygningers energisparepotentiale.