12 millioner til grønne digitaliseringsprojekter

Pressemeddelelse
Elcentral

Foto: Jeppe Carlsen

Tre projekter, der skal være med til at effektivisere energisystemet gennem digitalisering og sektorkobling, har netop modtaget tilsagn om støtte fra ELFORSK-programmet. De tre projekter får tilsammen et tilskud på knap 12 millioner kroner.

ELFORSK har til formål at fremme effektiv energianvendelse og fleksibilitetsløsninger inden for el og energi gennem data, digitalisering og sektorkobling i overensstemmelse med miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn. Nu modtager tre nye projekter støtte fra programmet:

Ny målemetode til elnettet

Der skal kunne tilsluttes mange flere varmepumper og elbiler til distributionsnettet, men det er dyrt og langsommeligt at udbygge elnet-kapaciteten. I projektet ”3PhaseInsight”, der nu modtager støtte fra ELFORSK, vil man derfor udnytte tre-fase-målinger fra husstandselmålere til at få indsigt i elnettet og på den måde frigøre kapacitet ved at reducere fase-ubalancer og forvrængninger i nettet. 

Optimering af hybrid-solanlæg 

I projektet ”Helios” vil man skabe en optimerings- og styringsmodel, der skaber stærkere forretningsmodeller og finansieringsmekanismer for hybridanlæg, der kombinerer solceller og energilagring. Dette forventes både at reducere investeringsrisikoen samt at danne grundlag for nye finansieringsmekanismer for fleksible vedvarende aktiver – og på den måde bidrage til hurtigere udbygning af vedvarende energi.

Digitalt værktøj til grøn kollektiv varme

Termonet er en jordvarmeløsning, hvor varmen produceres med en jordvarmepumpe i hver tilsluttet bygning, ligesom ved individuel jordvarme, men hvor varmepumper og jordslanger er forbundet via et tostrenget rørnet, som skal graves ned i bebyggelsen. HEATCODE-projektet skal udvikle et digitaliseret værktøj til termonet-systemet. Løsningen skal gøre termonets netværk mere skalerbart, mere effektivt, reducere brug af elektricitet og omkostninger samt fremme samarbejde mellem interessenter.

Kontakt:

Lea Bigom Wichmand, afdelingschef i Green Power Denmark, lbw@greenpowerdenmark.dk 

Claus Meineche, Kontorchef i Energistyrelsen, clme@ens.dk

Emner