Ventilation i højloftede lokaler gavner sundheden

ENERGI22
Oppe under loftet på en forsøgshal på Teknologisk Institut drejer fem vinger langsomt og lydløst rundt over hovedet på projektleder Merete Lyngbye.

Oppe under loftet på en forsøgshal på Teknologisk Institut drejer fem vinger langsomt og lydløst rundt over hovedet på projektleder Merete Lyngbye. De nydesignede vinger skaber luftcirkulation og dermed et mere behageligt indeklima. Foto: Jesper Tornbjerg.

Energieffektive ventilatorer i lagerbygninger, idrætshaller, værksteder og mange andre typer lokaler kan fordele varme om vinteren og sørge for køl om sommeren. Fanerne kan også fås med lys, der bl.a. dræber coronavirus.

Oppe under loftet på en forsøgshal på Teknologisk Institut drejer fem vinger i aluminium langsomt og lydløst rundt over hovedet på projektleder Merete Lyngbye. Nydesignede vinger skaber luftcirkulation og et mere behageligt klima. Smart styring kan sørge for, at fanerne drives energieffektivt og både kan bidrage til opvarmning og køling.

– Sammen med Nordicco har vi udviklet en energieffektiv og intelligent ventilator, der er velegnet til lagerbygninger, idrætshaller, kantiner, værksteder og andre højloftede lokaler, forklarer Merete Lyngbye under de stille, roterende faner.

Teknologisk Institut og Nordicco har fået støtte fra ELFORSK til projektet ’Energieffektiv intelligent HVLS ventilator (High Volume Low Speed)’. Projektet er en af de cases, der bliver bragt i årspublikationen ’Energi22: Forskning viser vej mod et grønt og energieffektivt Danmark’.

Energi22: Forskning viser vej mod et grønt og energieffektivt Danmark

Innovationsfonden, EUDP og ELFORSK understøtter udviklingen af et klimaneutralt og geopolitisk ...

Desinfektion af luft i fitnesscentre

Som noget usædvanligt for et F&U-projekt blev de lovede opgaver løst før tid. Det skete med pres fra vækstvirksomheden Nordicco, der var ivrig efter hurtigt at lancere et produkt – eller faktisk to.

Fanerne kan give frisk luft og tillige bruges til desinfektion af luft, hvis kunderne vælger en løsning med opadlysende UVC-lys i vingerne. Luftrensning kan fx være en fordel i fitnesscentre med høj puls og forøget risiko for spredning af vira.

En del af ideen bag projektet er fostret af Merete Lyngbye, der fik Nordicco som begejstret partner, da de samtidig ville udvikle HVLS-ventilatorer til det nordeuropæiske klima. Undervejs har makkerparret også fået støtte fra Innovationsfondens InnoBooster-program til at dokumentere effekten af integrering af UVC-lys i vingerne for at reducere et eventuelt smittepres fra corona. Løsningen er generelt interessant i forbindelse med luftrensning.

– Luftbevægelserne betyder, at koncentrationen af virus bliver mindre, hvis to personer står overfor hinanden og den ene udsender vira, konstaterer Merete Lyngbye.

UVC-lys ødelægger Covid-19

Smittepres kan reduceres yderligere ved rensning af luften med kortvarig UVC-lys, påpeger hun. Fx har det højloftede rum, hvor hun bliver interviewet, forsøgsmæssigt været fyldt op med MS2-virus, der er mere hårdfør end Covid-19. Ti minutter senere var der 86 procent af vira tilbage i luften, men med UVC-lyset tændt, var koncentrationen reduceret til ni procent.

Nogle af de udviklingsmæssige elementer for firmaet bag de dovent snurrende faner har i øvrigt været at fokusere på sikkerhed (fanerne må ikke falde ned), lyd (fanerne skal være lydsvage) og styring efter lokale behov. Vingedesign og diameter har også været en del af udviklingen. Diameteren er mellem to og syv meter.

– Jo større diameter desto bedre, for så bevæger fanerne sig i et mere roligt tempo, og luftcirkulationen bliver mere optimal, siger Merete Lyngbye og oplyser, at der med projektet også er høstet ny viden om ’positivt træk’ på varme sommerdage i Nordeuropa. Nogle af disse erfaringer om en tålelig chill-effekt på 0,6 meter/sekund (i stedet for 0,2 m/sek., som hidtil har været god latin) vil nu indgå i uddannelsen af bygningsingeniører på DTU og Aalborg Universitet.

Noget af det næste, Merete Lyngbye udvikler (med støtte fra EUDP), handler om ventilatorer til lokaler med lavere lofter. Her kan faner i loftet bl.a. være et alternativ til individuelle og ofte tilfældigt indkøbte ventilatorer på gulve og skriveborde.

Loftventilator med fordele
  • Flytter enorme mængder luft
  • Ideelt til lokaler på over 100 kvadratmeter og loftshøjde på minimum 3,5 meter
  • Energieffektiv og lydløs direct-drive motor 
  • Plug & Play installation
  • Nem integration til Building Management Systemer (CTS)
  • Reducerer energiforbrug og tilknyttet CO2-udledning via temperaturudligning (mellem gulv og loft)
  • Designet og produceret i Danmark
Kilde: Nordicco