Test af målebøjning til støvholdig procesluft skal sikre energieffektivitet

Projektresultat
352-033_foto_nyt

Billedet i midten og til højre viser den målebøjning, der er blevet monteret hos Tvilum. Foto: Teknologisk Institut..

Nyudviklet digital målebøjning til et procesventilationsanlæg testes i støvholdig proces på møbelvirksomhed for at sikre optimal drift og energibesparelser.

Ventilationsvirksomheden JRV A/S har i samarbejde med Teknologisk Institut udviklet en digital flowmålebøjning med midler fra Innovationsstyrelsen. Målebøjningen testes i støvholdig luft som en del af et ELFORSK-projekt. 

Vi døjer generelt med ubalancer i vores produktionsbygninger, som betyder øget energiforbrug og nedsat komfort fordi luftunderskuddet tages direkte udefra. Det er p.t. vanskeligt at identificere hvilke procesventilationsanlæg ubalancen stammer fra, da luftstrømmene ikke direkte kan aflæses på fastmonterede måleenheder. Et procesventilationsanlæg bliver normalt kun indreguleret én gang i hele levetiden.
Kristian Schultz Breinbjerg, Teknisk ingeniør, møbelvirksomheden, Tvilum

Udfordringer med overvågning af luftstrømmene
Der findes i dag ingen aktiv overvågning eller regulering af luftstrømmene i afgreningerne på procesudsugningsanlæg. Det skyldes, at det er en udfordring at overvåge luftstrømmene i de enkelte afgreninger, fordi hastighederne tit er meget høje og at der ofte er støv eller andet i luften.

Målebøjning testes i støvholdigt miljø
Den digitale målebøjning som er udviklet sammen med JRV A/S bliver nu testet i støvholdig procesluft på møbelvirksomheden Tvilum i Fårvang ved Århus. Målebøjningen sidder i en afgrening på et større procesventilationsanlæg, der betjener en maskine, der bearbejder spånplader.

Procesluften er derfor meget støvholdig, og derfor problematisk for almindelige typer af flowmålere, som f.eks. pitotrørsmålere og andre målere med følere i luftstrømmen. Lufthastigheden kan i nogle tilfælde komme helt op på omkring 25-30 meter/s. Den høje hastighed og støvet er en udfordring for sensorer placeret i selve luftstrømmen, da de hurtigt bliver ødelagt af slitage.

Det er en udfordring at overvåge luftstrømmene i de enkelte afgreninger, fordi hastighederne tit er meget høje og at der ofte er støv eller andet i luften, som ødelægger sensorer.

Måleprincippet i den digitale målebøjning er at måle trykforskellen mellem to målestudse placeret henholdsvis på indersiden og ydersiden i en 90o bøjning, som vist på billedet. De statiske tryk er forskellige og denne trykdifferens måles og kan omsættes til et flow.

Målebøjningen antages at være meget robust, da den ikke indeholder sensorer i luftstrømmen, men som sagt udelukkende to trykmåleudtag.

Billedet i midten og til højre viser den målebøjning, der er blevet monteret hos Tvilum. Luftflowet i afgreningen overvåges online, - både for at følge luftflowet over tid og for at konstatere om den digitale målebøjning er robust nok til at måle i en så støvholdig luftstrøm.

Målebøjningen bliver testet i et par måneder. Hvis den herefter stadig fungerer, antages det, at den digitale målebøjning uden problemer kan anvendes til overvågning og dermed regulering af luftstrømme i procesudsugningsanlæg, og dermed indgå som en del af fremtidens energieffektive procesudsugningsanlæg.

Projektet udvikles i et samarbejde mellem Teknologisk Institut, VELTEK, Brancheforening FAV og AURA Rådgivning A/S og er færdig sommer 2022.

Emner

Materialer