Solceller og antenne i én enhed sikrer perfekt energihøst

Grøn IoT- løsning
352-045_FOTO.JPG

Små solcellepaneler med integreret LoRa 868 MHz antenne. Foto: Lasse Roer Wahlgreen.

Et stort gennembrud for ELFORSK-projektet "Solcelledrevne IoT løsninger – Grøn IoT," der har integreret solceller og antenne i samme enhed, der sikrer både perfekt energihøst fra solcellerne samt kommunikation til netværket.

Vi kommer til at anvende solceller mange flere steder i byens inventar, så der spares energi, undgås kabeltræk og produkter kan flyttes rundt.

Fremtiden i byens rum byder også på internet-opkoblede produkter, som kræver, der er en antenne integreret i produkterne. Denne antenne skal ikke være pakket ind i metal eller andet signalhindrende, så en position direkte op mod himlen er at foretrække.

Disse to elementer, solcelle og antenne, er der nu et gennembrud på, idet ELFORSK-projektet 352-045 – Solcelledrevne IoT løsninger – Grøn IoT, har integreret dem i samme enhed, der sikrer både perfekt energihøst fra solcellerne samt kommunikation til netværket.

Udviklet solpaneler med indbygget antenne
Projektet har opbygget solcellepanelet på en måde, hvor vi har integreret en antenne på et helt almindeligt printkort, hvor solcelle- og hærdet glas til beskyttelse heraf lamineres ovenpå, fortæller Lasse Roer Wahlgreen, adjunkt, Maskinmesterskolen, der har arbejdet med udvikling og test af løsningen i sin master på DTU. Ved først at simulere alle materialerne, der indgår i den stak, solcellepanelet er opbygget af, kan vi lave en skræddersyet antenne med rette frekvens og modtage- samt sendeforhold. Men de sidste justeringer for optimal performance er vi nødt til at lave, når panelet med antennen sættes ind i produktet, da dette også har indflydelse på kommunikationen.

I firmaet Out-sider, der er projektleder for projektet, ser man store fordele ved kombinationen mellem energiproduktion og sendeforhold i samme modul.
Ib Mogensen, direktør, Out-sider

Store kommercielle fordele af løsningen
Hos virksomheden Out-sider, der er projektleder for projektet, ser man store fordele ved kombinationen mellem energiproduktion og sendeforhold i samme modul. ”Det er monteringsmæssigt meget praktisk for os, at solcelle- og antenne kommer i en og samme enhed, hvor der blot skal forbindes til det print, der både styrer kommunikation og funktionerne i produktet” udtaler Ib Mogensen, der er direktør for firmaet Out-sider. Da mange af vores solcelleprodukter i fremtiden vil indeholde kommunikation, er denne særskilte innovation i projektet meget interessant, og vi ser mange perspektiver i den.

Også firmaet, Nordic Firefly, der laver styringen til mange af Out-siders produkter ser store muligheder i løsningen. ”Vores teknologi er netop lavet til optimering af solcelleprodukters effektivitet og indbygning af kommunikation heri” fortæller Jørgen Kejlberg, der er direktør for firmaet Nordic Firefly. ”Det antenneintegrerede solpanel, giver endnu en designfrihed i produkterne, og skal blot kobles til vores styring og så er antenneplaceringsproblemet løst. Det styrker i høj grad de løsninger vi kan levere inden for soldrevet IoT i fremtiden, hvilket er et markedsområde vi tror meget på. ”

Projektet slutter til sommer 2022, hvor slutrapport kan hentes på elforsk.dk

Materialer