Nyt værktøj viser data om bygningers energiforbrug giver store besparelser

Projektresultat

På billedet ses medarbejdere fra LB Forsikring, som kigger på de dashboards, der er udviklet i projektet. Foto: NCC.

I en nyrenoveret kontorbygning blev der, gennem en ny metode til dataindsamling, fundet flere uhensigtsmæssigheder i driften af bygningen, der samlet ville koste op til 400.000 kr. årligt. Det unødvendige elforbrug blev opdaget, da data blev vist på let tilgængelige og forståelige dashboards, som gav mulighed for at tolke og handle.

På Amerika Plads 15 på Østerbro i København holder forsikringsselskabet LB Forsikring til. De flyttede ind sidste forår i det nyrenoverede lejemål. Som noget af det første igangsatte virksomheden en systematisk indsamling af bygningsdriftsdata baseret på IoT forbundne sensorer, hvor el-, vand- og varmeforbrug, temperaturer i varmeanlæg, vejr, indeklima i zoner og indeklima i og brug af mødelokaler løbende måles og samles i ét samlet overblik.

En vigtig læring i projektet er, at data skal præsenteres på en sådan måde, at der kan handles på de indsigter, som data giver.

Data skal præsenteres så der kan handles på det
Dataindsamlingen er en del af et ELFORSK-projekt, som undersøger hvordan data fra bygningsdrift kan sikre en bedre og hurtigere idriftsættelse, hvor udgangspunktet er den faktiske brug af bygningen. Men det vigtigste i projektet er, at data skal præsenteres på en sådan måde, at der kan handles på de indsigter, som data giver.

På to uafhængige områder blev der fundet og rettet uhensigtsmæssige driftsforhold, der samlet ville have kostet i omegnen af kr. 400.000 i årlig drift, hvis det ikke var blevet opdaget.

Uhensigtsmæssige driftsforhold afsløret
Et første væsentligt resultat kommer fra elforbruget, som måles (mindst) 1.000 gange i sekundet og aggregeres på 5 minutters niveau. Der måles separat på ventilation, køl, køkken, etager, elevatorer og pumper. Helt konkret fokuseres på elforbruget udenfor brugstiden. Her blev der på 
to uafhængige områder fundet og rettet uhensigtsmæssige driftsforhold, der samlet ville have kostet i omegnen af kr. 400.000 i årlig drift, hvis det ikke var blevet opdaget.

Den første var at kølemaskinen kørte med et højt standby-forbrug på 11 kW og det andet var at en ændring i styringen af ventilation gav en utilsigtet drift, hvor anlægget på grund af nogle modstridende setpunkter begyndte at køre hele døgnet med et forbrug på 22-26 kW. Det svarer til ca. 200.000 kWh, ca. 40 ton CO2 eller omkring kr. 400.000 per år.

Let tilgængelige og forståelige dashboards finder unødvendigt elforbrug
Den opnåede indsigt er kommet via let tilgængelige og forståelige dashboards, som hurtigt kan aflæses og tolkes. Det er især værd at bemærke, at de to uhensigtsmæssigheder ikke blev karakteriseret som ”fejl” i CTS-anlægget og dermed ville de formentlig ikke være fundet her – i hvert fald ikke lige så hurtigt.

Flere indsigter og resultater i vente
Projektet er forsinket, på grund af den nuværende Corona-situation, i forhold til alle de øvrige indsigter og resultater, som vi håber på, at få ud af projektet. Det er resultater, som både gælder den aktuelle drift, men også hvordan vi kan bruge den viden, som dette genererer til bedre design af kommende nybyg- og renoveringsprojekter.

Projektet udvikles i et samarbejde mellem PensionDanmark som bygningsejer, DTU som skal udvikle metoder til idriftsættelse ud af dataindsamlingen, Emcon som bygherrerådgiver med kendskab til renoveringen af Amerika Plads 15, VELTEK med stort netværk hos aftager af den opbyggede viden hos producenter og NCC som projektleder og som har udviklet metoden til dataindsamling.

Projektet afsluttes i 2022 og resultaterne kan ses på elforsk.dk

Materialer