Ny teknologi sikrer at den intelligente by bliver mere grøn og mobil

Projektresultat

Bike Sun. Foto: Out-sider

I et forskningsprojekt vil dansk designvirksomhed sikre, at byen bliver mere smart, selvkørende og solcelledrevet.

Hvis projektet lykkes kan det integreres i byer på globalt plan og spare klimaet for CO2 og produktion af et enormt antal batterier, samtidig med at det kan sørge for, at det intelligente byinventar altid er i drift.

Forestil dig en verden, hvor byens skraldespande, cykelparkering og lamper hele tiden kommunikerer og indsamler data, der skal forkorte arbejdsgange og forbedre livet for borgerne i byen. Selvom de færreste er klar over det, så findes den teknologi i høj grad allerede, men nu skal det intelligente byrumsinventar drives af solceller og uden forurenende batterier.

Toårige forskningsprojekt
Projektet har til formål at realisere en CO2-neutral solcelledrevet IoT-integreret platform. Demonstreret og bragt til markedet i lysarmaturer og skaleret ind i andre anvendelser. Ved indbygning af intelligens skabes både fundament for at tilbyde nye services samt gøre løsningen CO2-neutral ved at være 100 % drevet af solenergi. 

Det er den danske designvirksomhed, Out-sider, der er projektansvarlig på det toårige ELFORSK-forskningsprojekt, der skal gøre den intelligente by mere grøn og mobil.

Projektet kan realiseres på grund af støtte fra ELFORSK-puljen og forskningen sker i samarbejde med blandt andre DTU.

Ny teknologi gør det muligt at drive det intelligente byrumsinventar på en meget lille mængde strøm, som solceller sagtens kan producere - året rundt.

Hos DTU ser man store muligheder i projektet, for selvom der allerede nu findes en større mængde intelligent byrumsinventar, så er det afhængigt af enten batterier eller stationære strømkilder, hvilket der er flere problemer i, forklarer Peter Poulsen, der er specialkonsulent ved DTU's institut for Fotonik og teknisk projektleder på projektet: “I dag er mange af de intelligente elementer afhængige af batterier, og det betyder jo, at de kan løbe tør for strøm. Så de kræver, at man skal holde øje med, om de har strøm, og når de løber tør, så skal man bruge ressourcer på at skifte batterierne. Og så er det jo en gammel nyhed, at batteriproduktionen ikke er særlig bæredygtig. Ved at koble byrumsinventaret til strøm fra solceller, så kan vi skabe en slags evighedsmaskiner, der kan køre uafbrudt og uden at efterlade et spor af brugte batterier bag sig.”

Byrumsinventar kobles til internettet
Projektet går ud på at gøre forskellige typer byrumsinventar intelligente ved at koble dem til internettet, så de kan sende simpel kommunikation ind til et kontrolbord. Ny teknologi gør det muligt at drive det intelligente byrumsinventar på en meget lille mængde strøm, som solceller sagtens kan producere - året rundt.

Hos Out-sider har de også store forventninger til projektet, for solcellerne gør midlertidige installationer mulige, hvilket skaber et mere fleksibelt byrum, mener Ib Mogensen, der administrerende direktør i Out-sider:

“Hvis vi tager udgangspunkt i nogle af vores cykelstandere, så kan man forestille sig, at de registrerer, hvor længe en cykel har stået et bestemt sted, i stedet for at en medarbejder skal ud og sætte mærkater på og vurdere, om den er blevet efterladt. Et andet produkt fungerer både som cykelparkering og terrorsikring. Her kan man forestille sig, at den laver en alarmmelding, hvis den bliver påkørt, eller hvis den hører lyden af skud,” forklarer han og tilføjer: “Det gør vores by mere smart, smuk og sikker. Og så er det selvfølgelig effektivt i forhold til de ressourcer, der ellers hvert år bliver brugt på den slags.”

Det handler også om at skabe de rigtige løsninger, for selvom teknologien nu gør mange ting muligt, så skal løsningerne også være brugbare og rentable
Peter Poulsen, DTU Fotonik

Er “smart city” mere end bare et buzzword
Begrebet smart city er blevet brugt i flæng, og enhver kommune med respekt for sig selv har kastet sig ud i at gøre deres by klogere, men ifølge Peter Poulsen så handler det også om at skabe de rigtige løsninger, for selvom teknologien nu gør mange ting muligt, så skal løsningerne også være brugbare og rentable. “Der bliver talt utroligt meget om smart city og IoT, og vi ser mange løsninger på mere eller mindre eksisterende problemer. Teknologien giver mange muligheder, men det er jo også vigtigt, at de rent faktisk skaber værdi for bylivet. Hvis vi kan skubbe batterierne ud af byen, så er det noget, der virkelig skaber værdi for det enkelte produkt, klimaet og den løbende drift,” forklarer han.

Hos Out-sider er man også klar over, at det i mindre grad handler om, hvad der er muligt, men mere om, hvad der giver mening. Det vigtige for Ib Mogensen er derfor den helt rette kombination af design og funktionalitet, for det er der ifølge ham store eksportmuligheder i for Danmark.

“Projektet har et stort potentiale, for alle verdens storbyer leder hele tiden efter løsninger, der kan gøre deres byer mere grønne og mindre krævende
Ib Mogensen, Out-sider

“Vi tror på, at den succesfulde fremtid inden for udvikling af verdens byer tilhører dem, der kan kombinere det gode design med intelligent teknologi. Og det er klart, at teknologien skal give mening for dem, der bruger den. Derfor er jeg sikker på, at vi rammer rigtigt, når vi insisterer på at gøre fremtidens teknologi bæredygtig ved at gøre solceller til den dominerende energiform for IoT i stedet for batterier,” fortæller direktøren og fortsætter: “Projektet har derfor stort potentiale, for alle verdens storbyer leder hele tiden efter løsninger, der kan gøre deres byer mere grønne og mindre krævende.”

Fakta om projektet

Forskningsprojektet er et samarbejde mellem:

  • DTU Fotonik
  • Out-sider
  • Nordic Firefly
  • Presto Engineering Denmark

Projektet afsluttes i foråret 2022. 

Materialer