Installatører fremmer energieffektivitet via databaseret energiledelse

Energiledelse

Foto: Transition: Andreas fra Transition fortæller om energiledelse

 

 

Projektet "Nem Databaseret Energiledelse" giver installatørerne redskaber til deres rådgivning, så flere virksomheder bruger databaseret energiledelse

Energiledelse er en effektiv måde at arbejde systematisk med at reducere energiforbruget i virksomhederne, men det kan for mange - og særligt mindre virksomheder - virke irrelevant eller uoverskueligt. Ved i højere grad at anvende data kan energiledelse gøres lettere og mere konkret og dermed også være relevant for SMV’er.

Typisk er det installatørerne, der kommer i virksomhederne, som SMV’erne rådfører sig med i forbindelse med energispareprojekter. Projektet ”Nem Databaseret Energiledelse” er støttet af ELFORSK, og formålet er at forstå SMV’ernes behov og give installatørerne redskaber til deres rådgivning, så flere virksomheder bruger databaseret energiledelse.

Databaseret energiledelse kan være et vigtigt og effektivt værktøj for virksomhedernes arbejde med energieffektivisering

Databaseret energiledelse kan være et vigtigt og effektivt værktøj for virksomhedernes arbejde med energieffektivisering og handler om at bruge teknologiske løsninger såsom loggere, målere og loT til at overvåge og optimere energiforbruget. 

Energistyrelsen skønner, at SMV’erne står for mere end 50 procent af erhvervslivets samlede energiforbrug. Det betyder, at potentialet for energibesparelser er stort, hvis flere SMV’ere kan blive motiveret til databaseret energiledelse.

Energistyrelsen skønner, at SMV’erne står for mere end 50 procent af erhvervslivets samlede energiforbrug

Da SMV’erne har få ansatte, der typisk hver især har mange forskelligartede arbejdsopgaver, er der ofte manglende ressourcer og viden på energiområdet. Derfor har de svært ved at danne sig et overblik over, hvilke muligheder de har for energibesparelser. Med støtte fra ELFORSK arbejder Transition, Rådet for Grøn Omstilling, TEKNIQ Arbejdsgiverne og EWII derfor på at klæde installatører og andre rådgivere på til at hjælpe SMV’erne med at indføre datadrevet energiledelse.

Antropologiske indsigter skal føre til bedre rådgivning
Som noget særligt er projektet baseret på en antropologisk undersøgelse af SMV’ernes behov og motivation. Hensigten var at få dyb indsigt i, hvordan installatørerne skal tilgå og kommunikere med SMV'erne for få dem til at interessere sig for og guide dem til databaseret energiledelse.

Generelt ønsker SMV’erne mere ”handling” fra start fremfor en større energigennemgang og mange målsætninger nedfældet på papir

Med de antropologiske metoder er der opnået nogle generelle indsigter om SMV’ers forhold til datadrevet energiledelse. For eksempel at der er en ’iværksætterkultur’ hos virksomhederne, som betyder, at de er meget åbne overfor nye ideer og motiverede til at foretage ændringer, hvis de kan se potentialet. Et potentiale er i virksomhedernes øjne oftest af økonomisk karakter, også fordi opgaver af denne art tit ender hos den medarbejder, der står for SMV’ens økonomi.

Generelt ønsker SMV’erne mere ”handling” fra start fremfor en større energigennemgang og mange målsætninger nedfældet på papir. Derfor giver det bedre mening at starte med enkelte mindre projekter, og udbrede når de enkelte initiativer har vist, at energiarbejdet er ”en god idé”.

Projektet vil klæde installatører og andre rådgivere på til at hjælpe SMV’erne med at indføre datadrevet energiledelse

Installatørerne skal tale mindre om anlæg og kWh, og mere om produkter, fordele og kroner/øre, ligesom det er et plus at kunne fremvise relevante cases fra lignende virksomheder, som den enkelte SMV kan spejle sig i. Hvis dette lykkes, betyder de ofte korte beslutningsgange i de mindre virksomheder, at projekter kan sættes i gang relativt hurtigt.

Vejledningsmateriale og kursuskoncept
På baggrund af disse indsigter danner den antropologiske undersøgelse grundlag for vejledningsmateriale, tjeklister og et kursuskoncept til installatørerne. Samtidig bliver der udviklet en række korte brochurer og film, som installatørerne kan bruge i kontakten til SMV’erne.

På den måde vil installatører og andre rådgivere blive klædt på til at kunne sælge og implementere databaseret energiledelse hos deres kunder. Det betyder, at projektet på sigt vil give SMV’erne mere viden om energiledelse og herved opnå energibesparelser, så de både kan spare penge og blive en grønnere.  

 

Materialer