Facadeintegreret kanalløst mikroventilationssystem på vej

Projektresultat

Prototype på ventilationsløsning integreret i vinduet som er udviklet i projektet. Foto: Projektet.

Det nye boligventilationskoncept med mikroventilation i facaden bliver renoveringsvenlig, energieffektiv og prisbillig, og vil sikre et godt indeklima i lejligheden.

Projektet udvikler mikroventilationsløsninger med varmegenvinding til eksisterende og nyt etagebyggeri. Løsningen kræver ikke et omfattende kanalsystem til indblæsning og udsugning, men skal opfattes som en komplet selvstændig løsning pr. lejlighed.

Emhætten i lejligheden vil efter renovering få status som en ON/OFF-emhætte med egen udsugning i det eksisterende aftrækskanalsystem.

Projektet har arbejdet og udviklet løsninger inden for indbygningsløsninger til vinduer, specialløsning til indre baderum uden ydervæg og på yderligere lydoptimering af egen støj og udefra kommende støj.

En anden vigtig del af projektet forholder sig til vindtryk og -sug på bygningens facader, hvor projektet vil teste en avanceret algoritme. Algoritmen kompenserer for vindens påvirkning af mikroventilationens performance. Løsningen vil også indebære behovsstyring efter fugtforholdene.

Mikroventilationsløsningen bliver testet i 2 – 4 eksisterende etageboliger.

Før installation af den nye løsning måles der lufttemperatur og relativ luftfugtighed i alle rum i lejligheden over en periode på 1 måned ved hjælp af minidataloggere. Det giver et godt billede af før-situationen.

Efter installation af den nye løsning gentages målingen over en periode på minimum 1 måned og der gennemføres et mindre antropologisk studie over beboertilfredshed. Herved kan før- og efter-situationen sammenlignes og evalueres.

Projektet udvikles i et samarbejde mellem InVentilate, Teknologisk Institut, Printtronic Struer A/S og Enside. Projektet afsluttes ultimo 2021 og herefter kan slutrapporten hentes på elforsk.dk

Materialer