Energiforskning skal matche en hurtig verden

Æble-globus

Danmark presses af Tyskland, Kina og en række andre lande på sin grønne førerposition, så vi er nødt til at skabe mere energiteknologisk viden, mener Dansk Energi, der vil have genskabt ’energi-milliarden’.

Offentlige støttepuljer som EUDP, Innovationsfonden og ELFORSK er uhyre vigtige for, at energivirksomheder kan holde sig teknologisk i front og skabe succes på eksportmarkederne i en stadig hurtigere verden.
Vi skal have genskabt ’energi-milliarden’, for vores grønne førerposition inden for energiteknologi er presset. Tyskland, Kina og mange andre lande gearer op, og hastighed er blevet en konkurrenceparameter, så vi kan ikke læne os tilbage, hvis vi vil være i front
…siger viceadm. direktør Anders Stouge fra Dansk Energi

Grønt fald er faresignal

I årene 2010-2014 afsatte staten cirka én milliard kroner om året til energiforskning, men derefter blev der skåret kraftigt i bevillingerne på finansloven. Energiteknologi er fortsat en styrkeposition, men de nyeste tal for Danmarks eksport af grøn energiteknologi viser et fald på 8,3 procent fra 2016 til 2017 især på grund af svigtende ordrer i Tyskland.
Med FN’s klimaaftale fra Paris vil der blive efterspurgt flere grønne løsninger, og vi skal have det på hylderne, andre efterspørger. Vi skal skabe hardware og viden i et
landskab, der er under hastig forandring
…siger Anders Stouge

Eksporten af ’sort’ energiteknologi og serviceydelser steg, så den samlede eksport blev på 85 mia. kr. Ifølge Anders Stouge er faldet i den grønne eksport imidlertid et faresignal i forhold til regeringens udtalte ambition om at nå en eksport af energiteknologi på 140 mia. kr. i 2030.

Digitaliseringen og 3D-print gør afstande
mindre afgørende. Produktion af hardware og andre ydelser vil søge hen, hvor elektricitet er billig.
Anders Stouge, viceadm. direktør, Dansk Energi

Afstande er ligegyldige

Han påpeger, at vi er på vej ind i en hurtigere og mere eksponentiel verden, hvor priserne på blandt andet vindmøller, solceller og batterier falder hurtigt – og hvor salget eksempelvis af solceller, elbiler og mange Internet of Things-løsninger stiger kraftigt.
Digitaliseringen og 3D-print gør afstande mindre afgørende. Produktion af hardware og andre ydelser vil søge hen, hvor elektricitet er billig
…siger Anders Stouge

Og fremhæver, at Apple, Facebook og Google lægger datacentre i Danmark, fordi der er udsigt til grøn og billig strøm fra vind, sol og biomasse.

Vi skal omfavne den udvikling med mere forskning, udvikling og demonstration. Vi skal også skabe bedre rammevilkår ved at sætte afgifter på elektricitet ned og skrue op for elnetselskabernes innovative kraft
…siger Anders Stouge

Der appellerer til visionært politisk lederskab i forbindelse med næste energiforlig.

V-LA-K-regeringen ønsker et langsigtet niveau på mindst 580 mio. kr. årligt til forskning i rene energiteknologier frem mod 2030 og vil ifølge sit energiudspil arbejde målrettet
for at hæve bevillingsniveauet yderligere.