Kvalitetsvurdering af armaturer med LED-lyskilder

Projektperiode: 2007 - 2009
Bygninger
Kvalitetsvurdering af LED-lyskilder 339-040

Testforsøg med kvalitetsvurdering af LED-lyskilder. Foto: Steen Traberg-Borup.

I dette projekt er udviklet kriterier til visuel vurdering af LED-lyskilder og -armaturer til indendørs brug samt kriterier til vurdering af udendørs belysningsanlæg med LED. Resultaterne viser med al tydelighed, at netop den visuelle vurdering er et vigtigt element i en samlet vurdering af lyskilder, armaturer og anlæg med LED

Projektbeskrivelse

Der udvikles kvalitetskriterier samt prøvemetoder, og eksisterende forsøgsfaciliteter hos Risø og Sbi tilpasses, så de kan teste en række LED armaturer fra internationale og danske producenter. Resultaterne systematiseres i en vejledning, der gør det lettere for brugerne at vælge god og energirigtig LED belysning.

Resultat

I dette projekt er udviklet kriterier til visuel vurdering af LED-lyskilder og -armaturer til indendørs brug samt kriterier til vurdering af udendørs belysningsanlæg med LED.

Projektets resultater viser med al tydelighed, at netop den visuelle vurdering er et vigtigt element i en samlet vurdering af lyskilder, armaturer og anlæg med LED. Projektet viser også, at spredningen i den subjektive vurdering af LED-lyskilder og armaturer er stor, hvilket er normalt, når der er tale om belysning.

Tidligere erfaringer viser, at der generelt er store forskelle på folks præferencer, når det gælder belysning. De udviklede vurderingskriterier er gode og kan fremover benyttes til vurdering af LED belysning, ligesom en stor del af kriterierne er brugbare til vurdering af belysning med andre typer lyskilder.

I projektet er resultatet af de subjektive vurderinger holdt op mod resultater af lystekniske målinger. Det har vist sig, at der ikke i alle tilfælde er en klar sammenhæng mellem det målte og det vurderede, specielt når det kommer til måling og vurdering af lysets farveegenskaber. Man kan derfor håbe på, at LED teknologiens indtog på belysningsmarkedet vil sætte skub i udviklingen af en ny og bedre metode til bestemmelse af lyskilders evne til at gengive farver. Selvom markedet for LED-belysning er broget, er der er ingen tvivl om at LED-teknologien er meget velegnet til mange belysningsformål.

Denne undersøgelse viser, at der findes erstatningslyskilder med LED på markedet, som egner sig til erstatning af både glødepærer og halogenspots. Det kan imidlertid være svært for den enkelte forbruger at finde frem til netop disse lyskilder. Undersøgelsen viser også, at der findes gode armaturer, selv om det også her kan være svært at skille godt fra skidt, hvilket til dels skyldes manglende standarder for, hvordan farveegenskaber, levetid mv. skal opgives og dokumenteres. Endvidere viser resultaterne af vurdering af udelys med LED, at belysning med LED er velegnet til mange typer udendørs belysning, både når det gælder effektbelysning og egentlig orienteringslys og belysning af for eksempel stier.

I løbet af den periode, hvor dette projekt er gennemført, er udviklingen af LED til belysning gået meget stærkt og kvaliteten af både lyskilder og armaturer med LED har flyttet sig væsentligt. LED er ikke plug and play teknologi og endnu ikke svaret pa alle lysbehov. Udbredelse af LED kræver viden og information til brugerne. Der er ingen tvivl om at alle, der beskæftiger sig med udvikling af LED til belysning har fokus rettet mod forbedring af en eller flere af de parametre, der er væsentlige for at LED til belysning bliver en succes.

Mere information

Projekt nummer

339-040

Projektansvarlig
Dansk Center for Lys

Projektdeltagere

BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet
DTU Fotonik

Økonomi

Bevillingsår
2007
Tilskud
Kr. 957.360
52%
Egenfinansiering
Kr. 890.195
48%
Total budget
Kr. 1.847.555
Timer
1.835