Optimering af condensing units i henhold til EU's Ecodesign forordning (ECOCDU)
Tilgængeligheden af kompressoraggregater med lav drivhuseffekt skal øges. Et produkt for henholdsvis frost og køl undersøges med hensyn til at udvikle et aggregat med CO2 som kølemiddel, der kan forbedre årseffektiviteten SEPR (seasonal efficiency performance ratio) med 15 % i forhold til standardprodukterne på markedet. Dette er et ønske fra dansk side grundet kravene i EUs Ecodesign-direktiv. Det årlige salg er ca. 8600 enheder i Danmark.
Potentialet vurderes til ca. 10 % af dette marked, hvilket svarer til et besparelsespotentiale på 186 GWh på det danske marked. Det forventes også, at der realiseres betydelige besparelser på det europæiske marked. Optimeringen foretages ved hjælp af en matematisk model, der benyttes til analysen af komponenter og funktion. Effektivitetsforbedringerne dokumenteres via målinger i klimakammer.
Med udgangspunkt i Advansors produktserie med CO2 som kølemiddel, og Danfoss-automatik er målet at øge årsvirkningsgraden (SEPR) med 15 %.
Projektets hovedresultater samler sig om to produkter med en forbedring i årsvirkningsgraden (SEPR) målt i henhold til Ecodesign-kriterierne:
- MT9-forbedring i SEPR fra 2,65 til 3,50 svarende til 32 %.
- LT4-forbedring i SEPR fra 1,28 til 1,52 svarende til 19 %.
Disse forbedringer, som består i anvendelsen af en ny serie rotationskompressorer med tilhørende omdrejningsregulering integreret i styringen og en optimeret gaskøler, kan anvendes direkte på hele produktserien og giver dermed en langt højere effektivitetsforbedring end de 15 %, som var målsætningen. Dermed er det muligt at hæve effektiviteten for denne produktserie med CO2 som kølemiddel til højde med de bedste af de konkurrerende produkter, som anvender HFC-kølemidler.
Projektets sekundære resultater er metodeudvikling:
- En tommelfingerregel er udviklet til bestemmelse af tilladeligt trykfald i gaskøleren som funktion af afgangstemperaturen.
- Dimensionering af gaskølere med udgangspunkt i Ecodesign-kriterierne.
Hermed bliver det væsentligt nemmere at opstille udvælgelseskriterier ved sammenligning af forskellige gaskølere og optimering af deres geometri – noget, som har væsentlig betydning for pris og ydeevne.
Analyserne viser, at det i det konkrete tilfælde vil være muligt
med simple ændringer på den originale gaskøler at opnå en samlet effektivitetsforbedring på SEPR på 9 % uden merpris.
Herudover er der i projektet også kigget på muligheden for at anvende ejektorer som et middel til at hæve effektiviteten på kompressoraggregater med CO2.
De gennemførte test med en Danfoss-ejektor giver fine effektivitetsforbedringer på mellem 5 og 25 %, men der er også høstet erfaringer, der viser, at det ikke er simpelt at anvende ejektorer i praksis på dette segment, og der er derfor behov for yderligere forskning på området.
Emner
Mere information
348-051