Elbesparelse ved bedre udnyttelse af dagslys i boliger

Projektperiode: 2009 - 2013
Bygninger
Dagslys i boliger SBI AAU 341-040

Dagslys i boliger i forhold til elektrisk belysning. Foto: SBI AAU.

Resultatet af analyserne viser mod forventningerne, at der ikke kan findes en signifikant sammenhæng mellem vinduesstørrelsen og brugen af elektrisk belysning. Selv om der kan spores visse tendenser til den forventede sammenhæng, er materialet ikke tilstrækkeligt til at bekræfte hypotesen.

Projektbeskrivelse

Udnyttelsen af dagslys og kunstlys analyseres i et repræsentativt udsnit af boliger. Der kortlægges et besparelsespotentiale, som søges eftervist gennem analyse af renoveringsprojekter i praksis. Resultaterne formidles gennem brochurer, Internettet og beregningsprogrammet Be06 til arkitekter, designere og boligselskaber.

Resultat

Projektet sigter på at undersøge, om der kan påvises en sammenhæng mellem størrelsen af vinduerne i en bolig og beboernes brug af den kunstige belysning. Store vinduer giver mere dagslys i boligen, og derfor er det nærliggende at antage, at den kunstige belysning benyttes mindre i rum eller bygninger med store vinduer. Dette har været hovedhypotesen for undersøgelsen.

Der blev udvalgt fem boligområder omfattende både enfamiliehuse og etageboliger for perioder, der typisk kan karakteriseres ved små, henholdsvis store vinduer og i alt 224 boliger har besvaret et spørgeskema vedr. deres brug af den elektriske belysning. Undersøgelsen viser, at forskelle i brug af elbelysningen primært kan identificeres gennem brugen af lyset i stuen og i køkken eller køkken-alrum. Brugen af lyset i de øvrige rum er mere afhængig af beboeradfærd og brugsmønstre i boligerne, og derfor er det meget vanskeligt at finde nogen sammenhæng mellem brugen af lyset og størrelsen af vinduerne i disse rum.

Fremgangsmåden i analyserne var ganske enkel, idet beboerne har oplyst, hvornår de første gang om eftermiddagen (efter kl. 15) tændte lys i de udvalgte rumtyper. Den opstillede hypotese kan da omformuleres til at udtrykke, at i rum med små vinduer bliver det hurtigere (tidligere) mørkt, og derfor må det forventes at beboerne i disse boliger tænder lyste tidligere end i tilsvarende rum med større vinduer.

Resultatet af analyserne viser mod forventningerne, at der ikke kan findes en signifikant sammenhæng mellem vinduesstørrelsen og brugen af elektrisk belysning. Selv om der kan spores visse tendenser til den forventede sammenhæng, er materialet ikke tilstrækkeligt til at bekræfte hypotesen. Tendensen antyder, at der kan spores en forskel på 15, måske 30 minutter, mellem tændetidspunkt i rum (køkkener) med små vinduer i forhold til rum med store vinduer.

Selv om hypotesen ikke har kunnet bekræftes, betyder det ikke, at der ikke eksistere den forventede sammenhæng, men materialet antyder altså kraftigt at forskellen er ret begrænset, 15-30 minutter mod en forventet forskel i brug af elektrisk belysning på op mod 60 minutter.

Mere information

Projekt nummer

341-040

Projektansvarlig
BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet

Dokumenter

Projektdeltagere

Boligforeningen 3B (del af KAB)
Velux A/S
Dansk Center for Lys
Elsparefonden

Økonomi

Bevillingsår
2009
Tilskud
Kr. 1.197.938
67%
Egenfinansiering
Kr. 601.115
33%
Total budget
Kr. 1.799.053
Timer
1.845