Test af energifællesskaber i praksis på to større boligbebyggelser til fremme af fleksibilitet og elbesparelser i slutforbruget

Projektperiode: 2020 - 2023
Bygninger

I dette projekt testes potentialet for øget el-effektivitet og fleksibelt elforbrug i to lokale energifællesskaber i to almene boligbebyggelser i Hovedstadsområdet med store solcelleanlæg og tilhørende batterier. Projektet vil slutteligt vise, hvordan større boligforeninger, der ønsker at gå sammen i et energifællesskab, skal agere i forhold til den kommende lovgivning og hvilke virkemidler fra netselskaber og el-handlere, der vil være hensigtsmæssige.

Projektbeskrivelse

Den voksende interesse for udbygningen af mere vedvarende energi i lokalsamfund og nærhed hertil, understøttes af ny EU-lovgivning om lokale energifælleskaber (CEC). Grundtanken er, at CEC´er kan fremme private investeringer i den grønne omstilling.

Projektet vil vise, hvordan større boligforeninger, der ønsker at gå sammen i et energifællesskab, vil og kan agere indenfor forskellige rammer. Herudover vil der også blive set på hvilke virkemidler, som netselskaber og el-handlere kan tage i brug for at understøtte denne udvikling. For at kunne indføre nye rammer vil der blive søgt om dispensation fra visse regulatoriske rammer for de deltagende boligafdelinger.

For beboerne i den almene sektor, handler det om at tage medansvar i den grønne omstilling ved bl.a. at have kontrol over, hvor energien kommer fra.  Ved at præsentere data fra solcelleproduktion, batteri og beboernes elforbrugsmønster fremmer projektet, at beboernes får indsigt og derved mulighed for at ændre deres adfærd i en grøn retning (fx understøtte med fleksibilitet og CO2 reduktioner). På et mere systemteknisk niveau vil projektet også undersøge og teste, hvordan analyser af nær-realtidsdata med visualisering af elforbrug og -produktion, kan understøtte en optimal styring af energifællesskabets forbrug og produktion. Der vil være et særligt fokus på, hvordan netselskaberne i fremtiden kan stille forbrugsdata til rådighed på en anonymiseret og meningsfuld måde med henblik på at understøtte energifællesskaber.

Projektet har derfor til formål at udvikle og afprøve metoder til at imødekomme energifællesskaber belyst i to konkrete boligafdelinger.

Mere information

Projekt nummer

352-001

Projektansvarlig
COWI A/S

Projektdeltagere

Rubrik
Radius Elnet A/S
Lithium Balance A/S
Bo-Vest
KAB - Bygge- og Boligadministration

Økonomi

Bevillingsår
2020
Tilskud
Kr. 821.100
40%
Egenfinansiering
Kr. 1.236.900
60%
Total budget
Kr. 2.058.000
Timer
2.110