Målrettet brug af data ændrer adfærd og leder til reduceret energiforbrug

Projektresultat

Det er brug for at levere en konkret og let tilgængelig databaseret indsigt, som brugere og personale kan handle på. Foto: Billedarkiv, Gate 21.

Data om bygningers drift har potentiale til at reducere energiforbruget med 15-30 procent. Det kræver dog, at vi bliver bedre til at forstå og indtænke brugernes adfærd, så vi kan formidle data på en måde, der giver mening og som kan lede til energibesparende adfærd. Her spiller både private virksomheder og kommuner en afgørende rolle.

Bygninger i Danmark står for 40 procent af det samlede energiforbrug. For at reducere energiforbruget har vi brug for databaserede indsigter, som vi kan handle på. Data om bygningernes drift og brugernes adfærd er en unik måde at gå til udfordringen med at reducere energiforbruget.

Vi sparer ikke automatisk energi, bare ved at indsamle data. Indsamlingen af data får først en effekt, når vi formår at formidle udvalgt data til forskellige relevante målgrupper, så de handler. Det er der fokus på i et ELFORSK-projekt, kaldet DIANA. Udover en mere bæredygtig bygningsdrift, er der også et stort forretningspotentiale for virksomheder, der kan kombinere viden om brugeradfærd, bygningsdrift og realtidsdata til produkter.

Målet er at kommuner, forskere og innovative virksomheder sammen vil udvikle måder at formidle data, som driftspersonale og bygningernes brugere kan agere ud fra.

- Problemet er nemlig det samme i stort set alle eksisterende bygninger – og indenfor få år, vil de fleste være koblet på internettet i en eller anden form. Dermed kan pedellen eksempelvis kontrollere om alle vinduer er lukkede inden han lukker skolen af om fredagen – eller man kan få besked, hvis der er vandforbrug, fordi nogle børn har tændt en udendørs vandhane, i weekenden. Fortæller Rasmus Gorm Pedersen, Partner i Vitani.

Bredt samarbejde vil indløse potentialet
En af partnerne er fra virksomheden NCC. De har tidligere arbejdet med projekter, der har vist, at IoT-data potentielt kan spare meget energi i bygninger. De skal nu samarbejde med andre virksomheder, en energiantropolog fra Teknologisk Institut, kommuner og et boligselskab. Der er nemlig behov for flere kræfter og kompetencer, når fokus går fra kun at omhandle data til også at fokusere på brugeradfærd. I projektet arbejder ingeniører og antropologer side om side, og vurderer sammen, hvordan man bedst reducerer en bygnings energiforbrug. Målet er at kommuner, forskere og innovative virksomheder sammen vil udvikle måder at formidle data, som driftspersonale og bygningernes brugere kan agere ud fra.

Vi må levere en konkret og tilgængelig databaseret indsigt, som brugere og personale kan handle på for at kunne realisere energibesparelserne
Peter Weitzmann, teknisk udviklingschef, NCC.

- Vi har set, at brugerne mangler indsigt i betydningen af deres adfærd, som medfører et stort unødigt energiforbrug. Derfor er det ikke nok at levere viden om, at en bygning har potentiale til at reducere sit energiforbrug. Vi må levere en konkret og let tilgængelig databaseret indsigt, som brugere og personale kan handle på for at kunne realisere energibesparelserne, siger Peter Weitzmann, teknisk udviklingschef, NCC.

Projektet drives af Gate 21 i Albertslund, indenfor programområdet for Smarte Byer & Lokalsamfund.

- Projektet er et rigtig godt eksempel på, hvordan et samarbejde mellem kommuner, forskere og innovative virksomheder kan gøre os klogere på problemstillingerne omkring energiforbruget i de kommunale bygninger. For virksomheder betyder det, at de får mulighed for at teste deres produkter og samtidig får de mere viden om deres kunder, som de kan bruge til at forbedre deres produkter”, siger Lone Kelstrup, programleder i Gate 21.

Projektet DIANA er støttet af ELFORSK samt de deltagende parter;  Gate 21,  Lolland Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Boligselskabet Sjælland, NCC Danmark A/S, Teknologisk Institut, Vitani Energy Systems A/S og NorthQ ApS.

Projektet slutter i foråret 2022.

Materialer