Iværksættere rykker på grøn energi-digitalisering

Pressemeddelelse

Særpulje rettet mod små og mellemstore virksomheder har lokket iværksættere til at søge ELFORSK om støtte til at udvikle af digitale løsninger, der kan bidrage til, at Danmark når målet om 70 procent færre drivhusgasser i 2030.

Otte iværksættere får nu et venligt skub i ryggen, så de kan udvikle digitale løsninger til den grønne omstilling og dermed bidrage til, at Danmark når sine klimamål. Rygstødet er en bevilling fra ELFORSK-puljen, der administreres af Dansk Energi.

Vi har fået 16 ansøgninger til en særpulje rettet mod små og mellemstore virksomheder. Af de otte virksomheder, som vi har valgt at støtte, er de fleste iværksættere med et gevaldigt potentiale. Jeg glæder mig til at se, hvordan de udvikler sig i løbet af de næste måneder og år.
Richard Schalburg, chefkonsulent, Dansk Energi.

Særpuljen er et forsøg på at nå små virksomheder, der traditionelt finder det kompliceret at søge funding. Ansøgningsproceduren har været simpel: Send en kort beskrivelse af idéen og mød op og giv et pitch.

Intelligent brug af data er et tema, der går igen i ansøgningerne, og det passer perfekt ind i den dagsorden, ELFORSK skal fremme om energieffektiv og fleksibel anvendelse af energi.
Richard Schalburg

Den lille virksomhed Tmrow Aps, der står bag realtidsklimakortet www.electricitymap.org, er en af støttemodtagerne. Tmrow udvikler en app, som bl.a. skal gøre det muligt for husstande at koble elmålerdata med afledte CO2-udledninger. App’en skal også give anbefalinger til, hvornår forbrugeren skal bruge strømmen i fremtiden.

Et af de andre projekter handler om minimering af CO2-aftryk ved intelligent styring af fleksibelt elforbrug med kontorbygningen Navitas i Aarhus som case. Virksomheden Ento Labs ApS er ansvarlig for dette projekt, ligesom Vitani Energy Systems byder ind med prognosestyret elopvarmning baseret på kunstig intelligens og variable elpriser.

Om få år kan vind og sol dække det meste af det danske elforbrug. Undervejs får vi brug for stadig mere fleksibelt forbrug, så elsystemet kan forblive i balance. Derfor en denne slags projekter, der på én gang er visionære og jordnære, vigtige.
Richard Schalburg

Fleksibel anvendelse af strøm fra solceller med udgangspunkt i Mollerup Golf Club og energirigtig adfærd i industrien er et par af de øvrige udviklingsprojekter, der skal skabe værdi i løbet af de næste halvandet år.

Spændvidden i de projekter, vi støtter, er stor, men de kan alle sammen bidrage til at Danmark kan reducere udledninger af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Vi har fået ansøgninger fra præcis den type virksomheder, vi håbede på. Det er meget opmuntrende.
Richard Schalburg.

De otte projektledere er Tmrow, Ento Labs, Vitani Energy Systems, Expero, Mollerup Golf Club, FoulingCure, Dansk Energi Management og UpFood. Projekterne har netop modtaget tilsagn om støtte på mellem 210.000 og 500.000 kr.

 

Kontakt en ekspert
Ditte Mikkelsen

Konsulent, civilingeniør, Design & Innovation

Materialer